Chokolade med chokolade – det kan lyde lidt overdrevet, men ikke desto mindre er kombinationen af den bitre og fyldige smag af kakaobønner og den næsten hvinende søde hvide chokolade helt enormt lækker. Især når smagene mødes i en knasende sprød og “chewy” cookie. Opskriften er både nem og hurtig og kræver ingen særlige teknikker eller køkkenredskaber.
INGREDIENSER (til 25 stk.)
130 g. smør (blødt)
100 g. sukker
50 g. brun farin
1 tsk. vaniljepulver
1 æg
130 g. hvedemel
4 spsk. kakaopulver
½ tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 nip. salt til dejen + lidt flagesalt til toppen
150 g. hvid chokolade
FREMGANSMÅDE
Pisk smør, sukker, brun farin og vaniljepulver sammen. Tilsæt ægget og pisk til massen er luftig og ensartet
Bland i en anden skål mel med kakaopulver, natron, bagepulver og salt
Rør indholdet fra de to skåle sammen til en ensartet cookie-dough
Hak den hvide chokolade groft og vend 2/3 af den i dejen med en ske. Stil den resterende 1/3 til side
Kom film om dejen og læg den på køl i en time
Beklæd 2 bageplader med bagepapir og tænd ovnen på 180 grader varmluft
Form 25 kugler af dejen på ca. 2 cm i diameter og placer dem på bagepladerne med minimum 5 cm. afstand
Giv dem et let tryk med en flad hånd, fordel den sidste tredjedel af chokoladen ovenpå og drys med en smule flagesalt
Bag dem i ovnen i ca. 10 minutter. Når du har taget dem ud, lad dem så blive på den varme bageplade i 2 minutter
Læg dem over på en rist, hvor de kan afkøle helt.