Gigantisk kanelsnegl

Skærmbillede 2019-09-21 kl. 21.15.45.png

Alle elsker kanelsnegle. Uanset om de kommer i deres klassiske form, i form af gifler eller i form af de høje fra bageren lavet på wienerbrød. Jeg har bagt normale kanelsnegle mange gange og jeg har også lavet kanelsneglekage et par gange. Men denne gang synes jeg, jeg ville prøve noget lidt anderledes. Og da jeg så stødte på Pilens Køkkens opskrift på kæmpe kanelsnegle blev jeg (mildt sagt) ellevild med idéen. Derfor får I her min version af en skøn og lækker, gigantisk kansnegl.

INGREDIENSER

TIL DEJEN:

  • 1,5 dl. mælk

  • 30 g. gær

  • 1,5 spsk. sukker

  • 400 g. hvedemel

  • 1,5 tsk. stødt kardemomme

  • 1 knivspids salt

  • 2 mellemstore æg

  • 100 g. blødt smør 

TIL REMONCEN:

  • 150 g. brun farin

  • 75 g. sukker

  • 200 g. blødt smør

  • 2 tsk. stødt kardemomme 

  • 3 tsk. kanel

TIL TOPPEN:

  • Flormelis

  • Kogende vand

FREMGANGSMÅDE

  • Start med dejen. Lun mælken i en gryde og opløs gæren i det

  • Hæld grydens indhold over i en skål og rør sukker i

  • Bland mel, kardemomme og salt sammen i en skål

  • Tilsæt æggene til skålen skiftevis med melblandingen

  • Ælt til dejen er ensartet og tilsæt blødt smør. Fortsæt med at ælte, indtil smørret er helt inkorporeret og dejen er glat og smidig. Lad den derefter hæve i 30 min ved stuetemperatur

  • Rør alle ingredienserne til remoncen sammen

  • Når dejen har hævet færdigt, rul den så ud til et rektangel på ca. 35×55 cm.

  • Fordel remoncen i et jævnt lag ovenpå dejen og rul den derefter sammen på den bredde led, så det kommer til at ligne en 55 centimeters lang roulade

  • Skær rullen ud i snegle på ca. 4 centimeter stykket

  • Tag en snegl og placer den på midten af et stykke bagepapir med spiralen opad  

  • Tag endnu en snegl og ”rul den ud” omkring den første snegl, så sneglen/spiralen ligesom bliver dobbelt så stor. Sørg for, at ”gemme” sneglens yderste ende under den første/forrige snegl, så det kommer til at ligne én stor snegl til sidst. Fortsæt indtil alle sneglene er foldet ud

  • Flyt bagepapiret med kæmpesneglen over i en stor springform og sørg gerne for, at der er plads (ca. 3 cm.) i siderne til at dejen kan hæve

  • Lad sneglen efterhæve i 45 minutter

  • Bag den nederst i oven ved 190 grader varmluft i ca. 25 min. til den er gennembagt og gyldenbrun på toppen

  • Afkøl den på en bagerist

  • Rør flormelis og vand sammen til en tyk glasur og sprøjt den ud ovenpå den afkølede kanelsnegl.

Skærmbillede 2019-09-21 kl. 21.14.48.png