Jordbærkage

Skærmbillede 2019-06-22 kl. 19.59.59.png

I onsdags blev jeg bachelor i medievidenskab, og jeg havde i den forbindelse inviteret min familie og svigerfamilie til kage og kaffe tidligere i dag. Jeg havde fyldt bordet med hjemmelavede mini chokolademuffins, mini citronmuffins og selvfølgelig hovedattraktionen: denne jordbærkage. Næsten alle gæster tog to stykker af den, og det tager jeg som et stort kompliment. Det er den ultimative sommerkage og den er overraskende nem at lave. Og jeg garanterer, at den vil falde i god jord hos både små og store gæster. Kagen er inspireret af Anne Au Chocolat’s gode opskrift, som jeg så blot har udvidet og tilpasset til mine smagsløg.

INGREDIENSER (til ca. 8-10 personer) 

TIL KAGEN:

  • 150 g. smør

  • 175 g. sukker

  • 2 æg

  • 100 g. mandelmel

  • 50 g. mel

  • 1 knivspids salt

  • 50 g. mørk chokolade

TIL VANILJEFLØDESKUM:

  • 2 dl. piskefløde

  • 20 g. flormelis

  • 1,5 tsk. vaniljepulver

  • 1 bakke friske jordbær

  • 1 håndfuld pistacienødder 

FREMGANGSMÅDE

  • Smelt smør i en gryde og lad det køle ned til stuetemperatur

  • Pisk æggehvider stive i en skål

  • Kom æggeblommer og sukker i en anden skål, pisk det sammen og vend derefter mandelmel i skiftevis med det smeltede smør

  • Tilføj mel og salt og rør indtil massen er ensartet

  • Vend æggehviderne i, og sørg for at gøre det forsigtigt, så luften i skummet ikke forsvinder

  • Kom dejen i en 20 cm. springfrom beklædt med bagepapir og bag den i 20-25 minutter ved 180 grader varmluft

  • Hak den mørke chokolade groft, fordel den ovenpå den varme kage og smør den ud i et tyndt lag

  • Lad chokoladen stivne og kagen køle helt af, før du begynder på vaniljeflødeskummen

  • Pisk fløde, flormelis og vaniljepulver til en let flødeskum og fordel den ovenpå kagen

  • Skyl og skær jordbærrene og fordel dem på toppen

  • Hak til sidst pistacienødderne groft og drys dem over kagen

Skærmbillede 2019-06-22 kl. 20.01.26.png