Jeg har længe tænkt på at bage browniecookies. Faktisk lige siden jeg så Maja Vases opskrift på hendes blog. Men hvis jeg finder en opskrift, jeg føler mig inspireret af og gerne vil bage, så bruger jeg ofte lidt tid på at overveje, hvordan jeg kan gøre den til min egen. Da jeg så stødte på daim-chokolade på tilbud her den anden dag, gik det op for mig: selvfølgelig er browniecookies med daim en helt oplagt kombination. Det kom der disse skønne, sprøde browniecookies ud af. De har en rig smag af chokoladebrownie med et let strejf af salt. Og daim-chokolade tilføjer lige lidt ekstra knas.
INGREDIENSER (til ca. 20 cookies)
120 g. mørk chokolade, gerne 70%
60 g. smør
2 æg
180 g. sukker
30 g. hvedemel
10 g. kakaopulver
1/2 tsk. flagesalt
90 g. daim-chokolade
FREMGANGSMÅDE
Smelt chokolade og smør i en gryde under svag varme
Tag gryden af varmen og pisk æg og sukker sammen i en anden skål
Tilsæt chokoladeblandingen til skålen og vend hvedemel, kakao og salt i
Placér skefulde af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Kom derefter et stykke daim-chokolade ovenpå hvert stykke dej
Bag dem i 10 minutter ved 170 grader til de er matte og krakelerede i overfladen
Køl dem af på en rist inden servering.