Chokoladecookies med karamel

Skærmbillede 2019-02-01 kl. 14.06.01.png

Kombinationen af chokolade og karamel har til alle tider været genial. Den bitre smag fra kakaobønnerne, der møder den bløde, søde og en anelse salte smag fra karamellen vil bare altid fungere. Og det er ingen undtagelse, når der kommer til disse chokoladecookies med karamel. De er helt uimodståelige og farligt vanedannende, hvis du spørger mig. Suppleres de med et stort, koldt glas mælk vil jeg næsten påstå, at det føles som at tage en bid af himlen. Jeg lover, at disse cookies, med deres sprøde skorpe og deres bløde indre bestående af karamel, vil falde i god jord hos både små og store gæster. Opskriften er inspireret af Thefoodclub.dk ­– en blog, som jeg i høj grad kan anbefale at følge, hvis du har hang til søde sager og nyder at lave godt og hjemmelavet bagværk.

INGREDIENSER (til ca. 20 stk.)

  • 1 dåse kondenseret mælk

  • 50 g. smør                            

  • 200 g. mørk chokolade

  • 100 g. mælkechokolade

  • 2 æg

  • 180 g. brun farin

  • 1,5 tsk. vaniljepulver

  • 100 g. hvedemel

  • ½ tsk. salt

  • ½ tsk. bagepulver

  • Lidt havsalt til topppen  

FREMGANGSMÅDE

  • Lav karamellen mindst 3 timer inden du skal bage cookiesne. Tag papiret af dåsen med kondenseret mælk og lad dåsen koge i 3 timer i en gryde. Dåsen skal hele tiden være dækket af vand. Den kondenserede mælk skal altså blive inden i dåsen under kogningen, og må først åbnes efter de 3 timer  

  • Når karamellen har kogt i ca. 2 timer kan du begynde på cookiesne. Hak chokoladen og smelt halvdelen af det i en gryde sammen med smør  

  • Kom æg, brun farin og vaniljepulver i en skål og pisk det godt sammen. Vend herefter smør/chokolade-blandingen i

  • Sigt mel, salt og bagepulver ned i blandingen og rør indtil dejen er ensartet. Tilføj derefter den sidste halvdel af den hakkede chokolade og kom dejen på køl i 45 minutter

  • Beklæd to bageplader med bagepapir og fordel dejklatter (1 tsk. pr. stk.) ovenpå. De flyder en del ud under bagningen, så placér klatterne med god afstand

  • Lav en fordybning i hver dejklat og fyld fordybningerne med en skefuld karamel

  • Kom lidt dej ovenpå karamellen så karamellem ligesom bliver omsluttet af dejen hele vejen rundt. Her er det nemmest at bruge fingrene

  • Drys lidt havsalt ovenpå hver cookie og bag dem i ca. 10 minutter ved 180 grader varmluft.

  • Lad cookiesne ligge på bagepladen i 5-6 minutter efter du har taget dem ud og flyt dem derefter over på en bagerist så de kan afkøle helt. Opbevar dem i en lufttæt beholder.

Skærmbillede 2019-02-01 kl. 14.05.42.png