Jeg drager til Skotland lige om lidt for at besøge min mors side af familien. Og hvis der er noget, der kan gøre rejsedage nemmere, er det – efter min mening – hjemmebag. Uanset om det er småkager, boller eller kage, så kan det hjælpe til at gøre stemningen mindre hektisk og meget mere hyggelig. Derfor bagte jeg disse langtidshævede græskarboller til at tage med på turen. Et lag smør og en skive ost inden i, og så er jeg klar til afgang. De er dejlig luftige indeni og så er skorpen sprød fra dampen i ovnen og de smagfulde græskarkerner.
INGREDIENSER (til ca. 14 stk.)
5 dl. vand
15 g. gær
2 spsk. olivenolie
2 tsk. salt
1,5 dl. havregryn
1 dl. græskarkerner til dejen + 1 dl. til at rulle dejen i efter første hævning
10 dl. hvedemel
FREMGANGSMÅDE
Opløs gær i vand og tilsæt salt og olie
Rør græskarkerner, havregryn og hvedemel i lidt efter lidt
Rør dejen rundt så alle ingredienserne er godt indopereret.
Kom plast over skålen og lad den stå i 10 timer på køkkenbordet
Drys bordet med mel og den sidste dl. græskarkerner og hæld dejen ud ovenpå. Fold dejen sammen et par gange og skær den derefter over i 14 stykker
Placér stykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i 45 minutter med et viskestykke over
Tænd ovnen på 230 grader varmluft og fyld en bageplade op med vand nederst i ovnen. Det gør skorpen ekstra sprød
Bag bollerne i 8 minutter ved 230 grader og skru derefter ned på 200 grader og bag dem i ydereligere 5 minutter. De er færdige, når de har en gyldenbrun skorpe og lyder hule, når du banker i bunden på dem
Afkøl dem på en bagerist inden servering.