Cookies med chokoladeknapper

Skærmbillede 2019-01-15 kl. 13.54.59.png

Da jeg var barn og min farmor kom på besøg, havde hun altid chokoladeknapper med til min tvilling og jeg. Chokoladeknapperne kom i små pakker og hun gav altid én pakke til mig og én til min søster. Jeg blev altid færdig med mine chokoladeknapper først – og faktisk kunne nemt spise hele pakken i to bidder. Men min søster tog sig altid i god tid og spiste kun én ad gangen. Det endte med, at jeg – efter at have skovlet alle mine indenbords på under 1 minut – måtte krybe over på den anden side af bordet for at spørge min søster, om jeg ikke nok måtte få bare én af hendes chokoladeknapper. Hun sagde for det meste ’ja’, og jeg kan huske, hvor glad jeg altid blev over dét ’ja’. Dén lille historie opsummerer mit forhold til chokoladeknapper ret godt: for det første er chokoladeknapperne tæt forbundet med gode barndomsminder og for det andet elsker jeg dem så meget, at jeg sjældent når at nyde dem ordentligt, før de er væk. Derfor fik jeg den idé, at komme dem i cookies. I stedet for kun at nøjes med en lille pakke chokoladeknapper har jeg nu en hel kagedåse fyldt med lækre chokoladeknap-cookies.

INGREDIENSER (til ca. 45 stk.)

  • 130 g. smør

  • 125 g. brun farin

  • 130 g. sukker

  • 1 æg

  • 250 g. mel

  • 1 tsk. bagepulver

  • 2 tsk. vaniljepulver

  • ½ tsk. natron

  • ½ tsk. salt

  • 200 g. chokoladeknapper

FREMGANGSMÅDE

  • Kom smør, brun farin og sukker i en skål og brug en elpisker til at piske massen lys og luftig. Det tager ca. 3-4 minutter

  • Tilsæt ægget og pisk igen

  • Tilsæt mel, bagepulver, vaniljepulver, natron og salt og pisk til massen er ensartet

  • Vend chokoladeknapperne i dejen, men gem ca. ½ dl. til at pynte dem med inden bagning.  

  • Sæt dejen på køl i mindst 1 time. Gerne mere – min stod natten over, i ca. 12 timer, og det gjorde, at de færdige cookies blev ekstra chewy.  

  • Tril dejen til kugler på ca. 3 cm, i diameter og placér dem med god afstand til hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir

  • Tryk dem lidt flade og fordel resten af chokoladeknapperne ovenpå

  • Bag dem i ca. 10 minutter ved 180 grader i en varmluftsovn til de er gyldenbrune i kanterne

  • Køl dem af på en rist inden servering.

Skærmbillede 2019-01-15 kl. 13.56.46.png