Hindbærsnitter

_DSC1354.jpeg

En hindbærsnitte består af to plader mørdej med få millimeters tykkelse hvorimellem der ligger et lag hindbærmarmelade. På toppen af den øverste plade er der et lag glasur drysset med tivolikrymmel. Det lyder enkelt, men det bærer hverken udseendet eller smagen præg af. De fine snitter ser altid utrolig indbydende og lækre ud, og det medfører typisk, at jeg får lyst til at lange ud efter flere. Men da bagerens snitter ikke rigtig lægger op til en omgang nr. 2 eller 3 grundet deres størrelse, har jeg valgt at lave dem trekvart størrelse denne gang. Så kan man nemlig få lov at tage hele tre hindbærsnitter – eller flere måske. Denne opskrift giver ca. 10 snitter i normal bager-størrelse, men hvis du har lyst til at overraske gæsterne eller børnene, så synes jeg du skal lave dem halve eller trekvarte – med denne størrelse bliver det også muligt at servere dem som en del af konfektbordet. 

INGREDIENSER (til ca. 10 stk.)

MØRDEJ:

  • 200 g. blødt smør

  • 300 g. hvedemel

  • 150 g. flormelis

  • 1 spsk. vaniljesukker

  • 1 æg 

FYLD OG TOPPING:

  • 200 g. flormelis

  • 2 spsk. vand

  • 2 dl. hindbærmarmelade

  • Tivolikrymmel eller frysetørrede hindbær

FREMGANGSMÅDE

  • Kom mel i en skål og tilsæt herefter smør i mindre stykker

  • Tilsæt vaniljesukker og flormelis og saml dejen med ægget

  • Lad dejen hvile i køleskabet i 1 time

  • Del dejen i to portioner og rul hver portion ud til en firkant på 30x20 cm.

  • Placér dejpladerne på bageplader beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen i 16-18 minutter ved 175 grader varmluft til de er gyldne

  • Køl dem af på en bagerist

  • Smør hindbærmarmelade ud på den ene plade

  • Rør vand og flormelis til glasur og fordel det på den anden plade. Drys med krymmel inden glasuren når at størkne.

  • Læg pladen med glasur og krymmel ovenpå pladen med marmelade

  • Skær snitterne ud med en skarp kniv i den ønskede størrelse så snart glasuren er tør

  • Så er de klar til servering.

_DSC1399.jpeg
_DSC1377.jpeg