Det sker sjældent, men af og til ophober der sig så meget kage i lejligheden, at det er umuligt at få det hele spist, inden det bliver for tørt og kedeligt. Jeg vil nødig smide kage ud, så derfor plejer jeg at ty til denne opskrift på lækre, bløde romkugler lavet på kagerester. Afhængigt af, hvilke kagerester man har, kommer massen til at tage sig forskellig ud, så sørg gerne for at regulere mængden af kakaopulver og syltetøj alt efter om der bruges en chokoladekage, en banankage, en roulade eller noget helt fjerde – og det er bestemt ikke ulovligt at smage til undervejs. Opskriften giver ca. 10-12 romkugler som er ca. 2/3 størrelse af bagerens.
INGREDIENSER
500 g. kagerester
3 spsk. kakaopulver
2/3 dl. hindbærsyltetøj
3 spsk. rom aroma
2 dl. krymmel eller kokosmel til at trille kuglerne i til sidst
FREMGANGSMÅDE
Smuldr kageresterne i en skål og tilsæt kakaopulver, syltetøj og rom aroma
Brug en stavblender eller en elpisker til at ælte kagemassen blød og ensartet
Stil kagemassen på køl i 30 minutter
Tril massen til kugler og rul dem i krymmel eller kokosmel
Opbevar dem i en lufttæt beholder på køl, men tag dem gerne ud af køleskabet en halv times tid inden servering så de kan nå at blive bløde.