Når den store julemåned nærmer sig, og Karen Wolf pebernødderne efterhånden har været på hylderne i supermarkederne i 2 måneders tid, ja så er det for mig et tegn på, at jeg selv skal til at i gang med at bage en portion. De er så hyggelige at snacke på i løbet af december og så er det jo en forholdsvis lille “småkage” som man nemt kan spise et par håndfulde af ad gangen - i hvert fald hvis du spørger mig. De er skønne at servere til julefrokoster, kaffe-aftaler eller til at give som lille værtindegave i forbindelse med et af julens mange arrangementer. Denne opskrift er fyldt med lækre julede krydderier. De er så gode, men dog ikke helt så gode som pebernødderne fra Karen Wolf - de er ligesom bare i en hel kategori for sig.
INGREDIENSER:
60 g. sukker
60 g. brun farin
125 g. smør
1 æg
250 g. hvedemel
1 spsk. vaniljesukker
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. hvid peber
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. natron
3/4 tsk. stødt kardemomme
FREMGANGSMÅDE:
Rør sukker, brun farin og smør sammen i en skål
Tilsæt ægget og rør igen
Kom derefter resten af ingredienserne i og ælt dejen til en ensartet masse
Kom dejen i en plasticpose og læg den i køleskabet i 1 time
Tænd ovnen på 180 grader varmluft
Tag dejen ud af køleskabet og rul den til 4-5 lange pølser
Skær pølsen i små stykker og tril hvert stykke til en kugle. Placér kuglerne på en bageplade med bagepapir
Bag pebernødderne i 6-7 minutter og lad dem køle af inden servering
Opbevar dem i en tæt lukket beholder i op til 1 måned