Cookies med tranebær og hvid chokolade

IMG_5837 copy.jpg

I mit hoved er cookies og småkager fantastiske uanset hvilken afskygning de optræder i. Om det er den klassiske chocolate chip cookie, en god julesmåkage eller en knasende sprød italiensk biscotti, så vil jeg altid lange ud efter dem – igen og igen­­ – hvis de bliver serveret for mig. Og da jeg for nogle uger siden bagte en portion med hvid chokolade og lakrids, fik jeg en idé om, at en smule søde tranebær sikkert ville komplimentere den hvide chokolade rigtig godt i stedet for lakridsen. Og selvom dem med hvid chokolade og lakrids virkelig smager skønt, så synes jeg alligevel, at denne portion med tranebær gør, at der kommer lidt mere ”bid” i, hvilket jeg personligt rigtig godt kan lide.

INGREDIENSER (ca. 40 stk.)

  • 100 g. hvid chokolade

  • 50 g. tørrede tranebær

  • 125 g. smør

  • 125 g. sukker

  • 1,5 tsk. vaniljesukker

  • 1 æg

  • 1 knivspids salt

  • 180 g. hvedemel

  • 1 tsk. bagepulver

FREMGANGSMÅDE

  • Hak hvid chokolade groft og skær tranebærrene halvt over

  • Pisk smør, sukker og vaniljesukker sammen i skål

  • Tilsæt æg og salt og pisk igen

  • Vend chokolade og tranebær i dejen

  • Sigt hvedemel og bagepulver ned i skålen og vend det sammen, så hele dejen er ensartet

  • Rul dejen ud til en pølse på bordet og del rullen i 40 stykker. Mine cookies fik en diameter på ca. 5 cm. da de var færdigbagte, og hvis du ønsker at dine skal være større, så tilpas dejstykkerne herefter og giv dem eventuelt 2 minutter mere i ovnen.

  • Tril hvert dejstykke til en kugle og placér dem med god afstand til hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir

  • Giv kuglerne et lille tryk, så de bliver lidt fladere og bag dem midt i ovnen i ca. 8 minutter ved 180 grader til de er lysebrune.

IMG_5878.jpg
IMG_5899.jpg