Langtidshævede boller

_MG_3331.jpg

Når jeg bager boller sker det ofte ret spontant. Det starter som regel med, at jeg har brug for et pusterum fra studiet eller fra minedaglige gøremål - men samtidig vil jeg gerne være produktiv. Det ender derfor typisk med at jeg tyr til min elskede røremaskine, som jeg fylder op med gær, vand, salt og mel, og før jeg ved af det, er der kommet en lækker dej ud af det. Det var netop det, der skete for mig i lørdags, hvor jeg efter en dag i læsningens tegn, følte mig for træt til at fortsætte med at have snuden begravet i Foucaults diskursanalyse, men samtidig også for frisk til at lave ingenting. Det kom der så disse langtidshævede boller ud af. Opskriften kan tilpasses efter smag, så hvis du eksempelvis gerne vil have dem endnu grovere, så erstat blot en del af hvedemelet med havregryn eller en hvilken som helst grov melsort efter eget valg.

INGREDIENSER (ca. 8-10 stk.)

  • 5 g. gær (ca. på størrelse med en lidt stor ært)

  • 300 g. vand

  • 50 g. olie

  • 350 g hvedemel

  • 100 g, havregryn  

  • 1 tsk salt 

  • 1 tsk honning  

FREMGANGSMÅDE 

  • Opløs gær i vand (gerne i en røremaskine)

  • Tilsæt havregryn, olie, salt og honning 

  • Tilsæt mel og rør dejen sammen. Dette tager ca. 3-5 minutter. 

  • Lad den stå på køkkenbordet med et viskestykke over indtil morgenen efter (eller ca. 12 timer) 

  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft 

  • Drys mel på bordet og hæld forsigtigt dejen ud på det 

  • Uden at røre for meget ved dejen skæres den i 6-8 stykker og placeres derefter på en bradepande belagt med bagepapir 

  • Bag dem midt i ovnen i ca 10 minutter. De er færdige, når de har en lysebrun overflade og lyder hule indeni, når man banker på dem 

  • Lad bollerne afkøle på en rist inden servering 

_MG_3345.jpg